En almindelig 10. klasse med eksamen på Mariager Efterskole er for dig, som gerne vil løfte din faglighed, inden du skal videre på en ungdomsuddannelse. I 10. klasse står faglig differentiering i centrum. Vi arbejder med en mindre 10 kl. hvilket betyder, at læreren har tid til at hjælpe dig. I 10. klasse tilbydes en varieret undervisning, der både omfatter teoretisk og praktisk tilgang til fagene. For at sikre en effektiv undervisning og læring vil der være ekstra støttepersoner i alle prøvefag, og der opsættes klare mål for opgaver.
Undervisningen veksler mellem forskellige metoder såsom klasseundervisning, individuelt arbejde og gruppearbejde. Dette giver mulighed for at imødekomme forskellige læringsstile og behov hos eleverne.
Formålet med undervisningen er at differentiere den, så den understøtter den enkelte elev bedst muligt og bidrager til udviklingen af deres faglige potentiale i løbet af det 10. skoleår. Ved at tilbyde en dynamisk og tilpasset undervisningssituation stræber man efter at opnå optimale læringsresultater for alle elever. Vi vil tilbyde ekstra støtte i fagene dansk, matematik og engelsk.
Dansk er et dannelsesfag med afsæt i tekster (i bred forstand) og med kommunikation som en central del af faget.
Du skal således udvikle kompetencer til at tolke, anvende og kombinere modaliteter i forskellige sociale og interkulturelle sammenhænge. Derudover arbejdes med at undersøge, forstå og anvende sprog – i skrift og tale.
Gennem tekstarbejdet skal eleverne udvikle deres kompetencer ift. fortolkning, empati og æstetik samt forholde sig til etiske dilemmaer. Derudover arbejdes der med elevernes evne til indlevelse og fortælling (scenarie- og narrativ kompetence).
Formålet med undervisningen er, at du udvikler matematiske kompetencer og opnår færdigheder og viden, således at du kan begå dig hensigtsmæssigt i matematikrelaterede situationer i deres aktuelle og fremtidige daglig-, fritids-, uddannelses-, arbejds- og samfundsliv.
Undervisningen skal give eleverne grundlæggende viden om kultur- og samfundsforhold i primært og sekundært engelsktalende lande og derved styrke deres internationale og interkulturelle forståelse.
Formålet med undervisningen i kristendomskundskab er, at eleverne opnår kundskaber til at forstå troens betydning for livsopfattelsen hos det enkelte menneske og dets forhold til andre.
Fagets centrale emner er introduktion til bibelens opbygning, læren om Jesus og betydningen af særligt kristne højtider. Derudover vil der være workshops, eleverne kan vælge sig ind på hvor emnerne spænder over metoder til personligt andagtsliv, familien og emner, der er relevante for kønnene.
Formålet med undervisningen i idræt er, at eleverne gennem alsidige idrætslige læringsforløb, oplevelser, erfaringer og refleksioner opnår færdigheder og tilegner sig kundskaber, der medfører kropslig og almen udvikling.
Eleverne skal have mulighed for at opleve glæde ved og lyst til at udøve idræt og udvikle forudsætninger for at forstå betydningen af livslang fysisk udfoldelse i samspil med natur, kultur og det samfund og den verden, de er en del af. Eleverne skal opnå indsigt i og få erfaringer med vilkår for sundhed og kropskultur.
Undervisningen skal give eleverne forudsætninger for at tage ansvar for sig selv og indgå i et forpligtende fællesskab.
Formålet med undervisningen i samfundsfag er, at eleverne opnår viden om samfundet og dets historiske forandringer. Undervisningen skal forberede eleverne til aktiv deltagelse i et demokratisk samfund, jf. Folkeskolelovens formålsbestemmelse.
Undervisningen skal medvirke til, at eleverne udvikler kompetencer, kritisk sans og et personligt tilegnet værdigrundlag, der gør det muligt for dem, at deltage kvalificeret og engageret i samfundsudviklingen. Undervisningen skal bidrage til, at eleverne forstår sig selv og andre som en del af samfundet, som de både påvirker og påvirkes af, og at de forstår hverdagslivet i et samfundsmæssigt og historisk perspektiv.
Undervisningen skal bidrage til, at eleverne kender og i praksis respekterer samfundets demokratiske spilleregler og grundværdier.
Som elev i 10. klasse vælger du et af vores spor. På spor får du mulighed for at fordybe dig i et område, der motiverer dig og passer til dine personlige mål og interesser. Skolens spor tilbyder forskellige fokusområder, som alle er designet til at styrke både din faglige og personlige udvikling.
EXPLORE er for dig, som gerne vil sætte skub til din personlige udvikling og blive klogere på bibelens relevans i dit liv.
MOVE er for dig, som nyder at dyrke idræt og er parat til at blive udfordret både fysisk og personligt igennem idrætten.
CHALLENGE er for dig, som har lyst til at være aktiv og samtidig gøre noget, der udfordrer dit mod.
Rejser både til ind- og udland betyder noget særligt for udviklingen og sammenholdet hos skolens elever. Her kan du læse om de rejser vi tager på i løbet af året. Prisen for skolens rejser er inkluderet i elevbetalingen.
I februar flytter alle elever i 10. klasser undervisningen til Sverige, nærmere bestemt Tandådalen i Sälen, hvor eleverne får undervisning i at stå på ski eller snowboard. Eleverne bor i hytter og skal selv lave mad og få hytten til at fungere. Nye oplevelser, færdigheder og relationer skabes, og kunsten ved at få livet i hytterne til at fungere, er god læring til, når sporene senere rejser ud i verden, for at række ud til andre unge og skabe glæde for – og med idræt.
I maj tager hele skolen en tur til det sydlige Europa. For at afslutte et godt undervisningsforløb inden eksamen skydes i gang, tager ME en uge til Italien eller Kroatien. Den store overskrift for turen er fællesskab, men også at give et andet billede af landene end badestrand og lækre is. Vi besøger forskellige gamle lokationer byer og katolske kirker. Der bliver også tid til en dag med klatring og cykling i de fantastiske bjergområder eller med afslapning ved strand eller pool.