I Verdensvendt 10. løfter vi blikket fra lærebøgerne og fokuserer på problemer og opgaver i verden omkring os. Vi stræber efter at vise dig som elev, at verden er større og mere end din egen verden. Vi ønsker at klæde dig på til at håndtere livets udfordringer og gøre dig klar til at bidrage positivt til samfundet.
Vi retter opmærksomheden væk fra lærebøgerne og mod de aktuelle problemer i verden, opgaver i samfundet og bæredygtige principper. Vores mål er at vise dig som elev, at verden strækker sig langt ud over din egen horisont. Vi vil udstyre dig med de nødvendige redskaber til at tackle livets udfordringer og forberede dig på at yde et positivt og bæredygtigt bidrag til samfundet.
Vi tror på, at undervisningen skal opleves meningsfuld og relevant. Vi fokuserer derfor på, at du ikke kun opnår faglig viden og kompetencer, men også får mulighed for at sætte disse i spil. Dele af undervisningen vil være praksisorienteret og projektorienteret, hvor du får mulighed for at udforske og løse autentiske problemer i samarbejde med andre.
Formålet med det samlæste fag Sprog er at bruge de traditionelle fags værktøjer at tilegne sig viden om verden. Det er særligt sprogene engelsk og dansk som er i fokus, men det er muligt at inddrage tysk, hvis elever ønsker det. Gennem året arbejdes med flere forskellige temaer hvor de sproglige kompetencer kan komme i spil. Fælles for temaerne er deres forankring i verden omkring os. Der arbejdes med sprog i mange forskellige kontekster – bl.a. med litteratur som øjenåbner til verdensbilleder, med sprog som kommunikationsmiddel, med analyse af diskurser i forskellige kommunikationssammenhænge. Undervisningen veksler mellem mere traditionel tavleundervisning, elevernes egen tilegnelse af viden fra kilder og formidling gennem forskellige medier.
I Naturfag ønsker vi, at eleverne oplever en helhedsorienteret naturfagsundervisning, der gør op med den traditionelle fagopdeling. Faget vil indeholde elementer fra de fag, du kender som; biologi, geografi, fysik/kemi og matematik, fra den traditionelle grundskole, men i stedet for et fast fagligt pensum, vil indholdet blive foldet ud i både teoretisk og praktisk arbejde med problemstillinger og opgaver, som du senere højst sandsynligt vil møde både i og uden for uddannelsessystemet.
Vi vil med dette fag ikke blot skue ud i samfundet, vi vil gøre den enkelte i stand til at gå i samfundet og del- tage i det. Du skal lære at blive en medborger og ikke “bare” en statsborger. Du skal lære, hvordan du selv bedst lærer noget nyt og hvilke rammer du skal søge og skabe omkring dig selv for bedst at lykkedes med at være det individ, du er I en verdensomspændende social sammenhæng. Alt dette for at du bliver beredt på at træde ud i verden og bidrage på en konstruktiv og respektfuld måde, uden at skulle foregive at være en anden end det fantastiske menneske, du er.
Her vil vi samle trådene fra de andre fag samt give mulighed for medbestemmelse vedrørende fremtidige beslutninger i valg af metode og temaer. Ligeledes er der mulighed for at arbejde med konkrete sociale problem- stillinger i klassen. Ydermere kan der laves evaluering med henblik på udvikling af senere forløb eller kommende årgange.
Da VV10 ikke har et fast pensum giver det os mulighed for at køre nogle anderledes og mere tværfaglige undervisningsforløb. I forløb anskuer vi samme overordnede tema fra forskellige faglige vinkler. På den måde bruges fagene til at give viden om temaet, men fagets metoder bruges også til at gribe temaerne an.
Nogle gange er der mere traditionel undervisning i faglige termer for at klæde eleverne på til at kunne arbejde ud fra fagets metoder.
De temaer vi tager op kan være noget som er aktuelt i tiden eller et større emne som netop kræver god tid at komme i dybden i. Eksempler på temaer i forløb kan være: Eksistens (det at være menneske belyst naturfagligt, i litteratur og filosofi), FN’s verdensmål (fx fattigdom, ligestilling, bæredygtighed), Krige og konflikter (Danske soldater i Afghanistan, Fake news, konspirationsteorier, pressefotos)
Kristendom er for alle elever i 9. og 10. klasser. Formålet med undervisningen i kristendomskundskab er, at du opnår kundskaber til at forstå troens betydning for livsopfattelsen hos det enkelte menneske og dets forhold til andre. Fagets centrale kundskabsområde er kristendommen, som den fremtræder i historisk og nutidig sammenhæng. Du skal opnå kundskaber om de bibelske fortællinger og deres betydning for værdigrundlaget i vores samfund.
Gennem mødet med de forskellige former for livsspørgsmål og svar, som findes i kristendommen, skal undervisningen give eleverne grundlag for personlig stillingtagen og medansvar i et demokratisk samfund.
Som elev i 10. klasse vælger du et af vores spor. På spor får du mulighed for at fordybe dig i et område, der motiverer dig og passer til dine personlige mål og interesser. Skolens spor tilbyder forskellige fokusområder, som alle er designet til at styrke både din faglige og personlige udvikling.
EXPLORE er for dig, som gerne vil sætte skub til din personlige udvikling og blive klogere på bibelens relevans i dit liv.
MOVE er for dig, som nyder at dyrke idræt og er parat til at blive udfordret både fysisk og personligt igennem idrætten.
CHALLENGE er for dig, som har lyst til at være aktiv og samtidig gøre noget, der udfordrer dit mod.
Rejser både til ind- og udland betyder noget særligt for udviklingen og sammenholdet hos skolens elever. Her kan du læse om de rejser vi tager på i løbet af året. Prisen for skolens rejser er inkluderet i elevbetalingen.
En af de første begivenheder på Mariager Efterskole er friluftsturen. Elever fra 9. og 10. kl. og lærere tager i samlet flok afsted på cykeltur til Øster Hurup, hvor tre dage med camping, udendørsaktiviteter og primitiv livsstil venter. Det overordnede formål med friluftsturen er at blive introduceret til alle de nye mennesker og styrke fællesskabet.
Et af højdepunkterne på Mariager Efterskole er Gruppeturen til Rønbjerg feriecenter, som på mange måder er en tur i familiegruppernes tegn. Gruppen kommer i endnu højere grad hinanden ved, både fordi de deler samme feriehus, laver mad sammen og har deres egne samlinger. Formålet med turen er at dele liv. Mange elever ser tilbage på Gruppeturen som en milepæl, hvor de fik lov til at dele både glæder og sorger med andre. En oplevelse der er med til at opbygge tillid og nære venskaber blandt eleverne.
I februar flytter alle elever i 10. klasser undervisningen til Sverige, nærmere bestemt Tandådalen i Sälen, hvor eleverne får undervisning i at stå på ski eller snowboard. Eleverne bor i hytter og skal selv lave mad og få hytten til at fungere. Nye oplevelser, færdigheder og relationer skabes, og kunsten ved at få livet i hytterne til at fungere, er god læring til, når sporene senere rejser ud i verden, for at række ud til andre unge og skabe glæde for – og med idræt.
Som 10. klasses elev er du en del af vores tre spor MOVE, CHALLENGE eller EXPLORE. Et af højdepunkterne på sporene er rejsen i marts måned. Sporene rejser til tre forskellige destinationer i 10 dage. Du kan læse mere om sporene og deres rejser på SPORSIDERNE
I maj tager hele skolen en tur til det sydlige Europa. For at afslutte et godt undervisningsforløb inden eksamen skydes i gang, tager ME en uge til Italien eller Kroatien. Den store overskrift for turen er fællesskab, men også at give et andet billede af landene end badestrand og lækre is. Vi besøger forskellige gamle lokationer byer og katolske kirker. Der bliver også tid til en dag med klatring og cykling i de fantastiske bjergområder eller med afslapning ved strand eller pool.